Min nye yndlingskage: Mælkechokolade- og peanutbuttermoussebombe med ganache og peanutpraliné

Jeg kan ikke med ord forklare, hvor god den her er. Hvis i er tunge peanutbutterelskere som jeg, så vil i have fundet en ny yndlingskage: en konfektlignende chokoladebund af mørk chokolade, fløjlsblød mælkechokoladeganache, knasende, saltet peanutpraliné og cremet, himmelsk peanutbuttermousse. Jeg kan ikke få armeme ned. Bunden stammer fra dygtige Anneauchocolat, den bruger jeg næsten altid, når jeg skal lave en tung chokoladekage.

Hvid chokolade- og passionfrugtskage med appelsinglaze

Hvis du savner smagen af sommer, så er det her helt sikkert en kage, der vil tage dig tilbage! En sød, saftig blondiebund, syrlig chokolade- og passionsfrugtsmousse overtrukket med en appelsinglaze. Jeg synes kagen er allerbedst, når den er helt kold – jeg opbevarer den derfor gerne på frys indtil servering – lad den dog ikke stå over flere dage i fryseren, da glazen vil rynke en smule (men den holder vist heller ikke flere dage!). Jeg har brugt en 18 centimeters springform til denne opskrift.

Limemoussekage med hvid chokolade

Sprød kiksebund, fløjlsblød chokolademousse og syrlig lime gemt bag en skriggrøn skal af chokoladeglaze. Det er lækkert! Glaze er slet ikke så svært, som mange gør det til. Bevares, det kræver lidt øvelse, men det giver også bare noget ekstra til en kage. Du kan sagtens lave kagen uden glazen, hvis du ikke har mod på det. Pynt den som den er – den smager helt fantastisk på begge måder!

Pistacieblondie-cheesecake med hvid chokolade, hyldeblomst og lime

Som lovet kommer her opskriften på blondie-cheesecaken fra min Instagram: en frisk, sød og syrlig smagsbombe! Opskriften rækker til en 10-12 personer. Hvis du ikke eger en spiralform, kan du blot hælde den hvide chokolade-creme på cheesecaken som det sidste skridt og herefter lade den sætte sig.

Vaniljeflødeboller

Klassiske flødeboller går man ikke galt i byen med! Denne version består af cookielignende bund med brun farin og en luftig og lækker skum med vanilje overtrukket med chokolade og pyntet med det, jeg lige havde i køkkenskabet. De kan varieres på tusinde måder, og er et hyggeligt weekendprojekt med børnene eller veninderne. De kan holde sig rigtig længe på køl, og er så fine at give som en værtindegave. Opskriften rækker til 10-12 store flødeboller, men hvis du hellere vil lave miniflødeboller stikker du blot mindre bunde ud, og så er der lidt flere der kan få glæde af dem. Det er bare at komme i gang!