Hvid chokolade- og passionfrugtskage med appelsinglaze

Min nye yndlingskage: Mælkechokolade- og peanutbuttermoussebombe med ganache og peanutpraliné

Jeg kan ikke med ord forklare, hvor god den her er. Hvis i er tunge peanutbutterelskere som jeg, så vil i have fundet en ny yndlingskage: en konfektlignende chokoladebund af mørk chokolade, fløjlsblød mælkechokoladeganache, knasende, saltet peanutpraliné og cremet, himmelsk peanutbuttermousse. Jeg kan ikke få armeme ned. Bunden stammer fra dygtige Anneauchocolat, den bruger jeg næsten altid, når jeg skal lave en tung chokoladekage.

Mælkechokolade- og peanutbuttermoussebombe med ganache og peanutpraliné

Chokoladebund

  • 100 gram god mørk chokolade
  • 100 gram smør
  • 125 gram sukker
  • 2,5 æg
  • 1 spsk mel

Mælkechokoladeganache

  • 200 gram mælkechokolade
  • 100 gram piskefløde
  • en smule salt

Peanutpraliné

  • 100 gram saltede peanuts
  • 50 gram sukker

Peanutbuttermousse

  • 2 blade husblas
  • 200 gram mælkechokolade
  • 100 gram peanutbutter (creamy)
  • 2 æggeblommer
  • 3 dl piskefløde

Chokoladebund

  1. Smelt smørret i en skål over vandbad. Tilsæt herefter den hakkede mørke chokolade og rør det sammen til blandingen er homogen.
  2. Tag gryden af varmen, og tilsæt sukkeret.
  3. Pisk æggene ganske let sammen med en gaffel og hæld dem- lidt ad gangen – i chokoladeblandingen.
  4. Sigt som det sidste melet i dejen, og hæld den i en springform med bagepapir i formen (jeg brugte en 18 centimeters form)
  5. Bag kagen i 25 minutter ved 180 grader varmluft.
  6. Lad kagen køle af i køleskabet uden at fjerne den fra formen – den skal have lov at sætte sig på køl.

Mælkechokoladeganache

  1. Hak chokoladen fint og kom den i en skål.
  2. Kom fløden i en lille gryde og varm den op til lige under kogepunktet.
  3. Hæld den varme fløde over den hakkede chokolade og lad den stå 1-2 minutter inden du rører energisk i skålens midte til massen samler sig.
  4. Fordel ganachen ovenpå chokoladebunden.

Peanutpraliné

  1. Kom sukkeret i en gryde og varm det op ved svag til middel varme til sukkeret er smeltet, og farven er gyldenbrun.

  2. Hæld herefter nødderne i, og vend massen rundt, så den smeltede sukker er godt fordelt på nødderne.

  3. Hæld massen ud på et skærebræt med bagepapir, og lad det køle helt af. Drys eventuelt med en smule flagesalt.

  4. Hak nøddemassen groft og fordel den oven på mælkechokoladeganachen.

Peanutbuttermousse

  1. Udblød husblassen i rigeligt med koldt vand i 15 minutter.
  2. Smelt chokoladen over vandbad ved svag varme og under konstant, eller hyppig, omrøring.

  3. Når chokoladen er smeltet tilsættes peanutbutter. Rør rundt til massen er ensartet. Tag chokoladen af varmen og lad den køle af (gerne til omkring 30-33 grader).
  4. Rør ganske kort æggeblommerne sammen, så massen er homogen. Tilsæt dem lidt ad gangen til den afkølede chokolade til det samles.

  5. Varm én deciliter piskefløde op i en lille gryde. Når fløden begynder at ryge, tages den af varmen, og husblassen vrides fri for vand og tilsættes.

  6. Rør fløden i chokoladeblandingen lidt ad gangen til massen igen er ensartet.
  7. Pisk de resterende to deciliter fløde til let skum.
  8. Kom først en tredjedel af fløden i chokoladeblandingen og vend den forsigtigt i, gentag processen til al fløden er vendt i, og massen atter er homogen.

  9. Kom peanutbuttermoussen på den afkølede kage og stil den i fryseren eller på køl natten over (du kan eventuelt som jeg hælde en lille smule af moussen i silikoneforme, så du har lidt moussebomber at pynte kagen med).

Pynt kagen med kakao, peanutbuttermoussebomber, peanuts, skovsyre, tørrede kornblomster og en smule glimmer.

12 kommentarer

  • Rikke

    Tror du man skal lave dobbeltportion hvis man skal lave i en lidt større springform? Jeg tænker måske lidt på om man kan lave den i en på 24 cm, for skal lave den til en stor familie 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julielykke1256

      Hej Rikke! Ja, det kan man og der ville jeg gange opskriften op til dobbel størrelse 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Står det virkelig 2,5 æg oppe i Chokoladebunden?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julielykke1256

      Ja – men hvis du bruger små æg, kan du bruge 3 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Kan bunden laves dagen før man laver resten (altså 2 dage før servering)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julielykke1256

      Hej Christine! Beklager det sene svar, men jeg har været udrejst! Ja, det kan man sagtens 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Hvad er bedst – på køl eller i fryseren natten over? Har aldrig lavet sådan en lækre kage før og synes på frys hele natten (skal først spises i morgen eftermiddag) er lidt voldsom 🙂

    Tak for en smuk opskrift – håber jeg kan gøre kunsten efter 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julielykke1256

      Hej med dig, Lise!

      Jeg vælger stort set altid fryseren, da det giver det flotteste og mest skarpe resultat og kant, og det går ikke ud over kagens smag eller kvalitet – den skal bare ud af fryseren en times tid før servering 🙂

      Håber det var svar nok! Venlig hilsen Julie 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søs Zoëga

    Kan det passe at der kun skal 1 spsk mel i til chokolade bunden ?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Donsrud

    Hvor ser den lækker ud! Jeg tror det skal være min nytårsdessert i år 🙂 Vil du mene at den kan laves og samles dagen før ? Og kan du mon anbefale et sted på nettet til køb af kagegrej, her tænker jeg på små silikoneforne til pynt Tak for smukke opskrifter. Mvh Charlotte

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julielykke1256

      Hej med dig, Charlotte!
      Den kan sagtens laves dagen før, det bliver den – tværtimod – slet ikke dårligere af!
      Jeg køber stort set kun mine forme i kunst og køkkentøj i Aarhus – jeg er ikke klar over, om de har en webshop, men det er dem, der har de bedste ting, synes jeg!

      Held og lykke med det hele, og god søndag!
      Lad mig endelig høre, hvordan det går med kagen til nytår 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvid chokolade- og passionfrugtskage med appelsinglaze