Chokoladekage - lagkage med mørk chokolade, appelsin og chokoladebånd

Julesnurrer med varme krydderier og marcipan

Jeg må indrømme at jeg virkelig griber dét der julebagning i år – ikke at det har været en mangel de sidste år, men jeg har simpelten så mange ting jeg gerne vil have prøvet af. Alle elsker de klassiske kanelsnurrer, men de kan sagtens klædes på til jul. Jeg har fyldt dem med endnu flere varme krydderier og så selvfølgelig marcipan, og det smager så skønt, altså! Du kan erstatte et krydderi, hvis du ikke er så meget til det hele, men som helhed smager det altså helt fantastisk. Får du ikke spist alle på dagen kan de fryses ned og varmes op i ovnen ved 175 grader i cirka ti minutter, og så er der altid lune julesnurrer til uventede gæster!


Julesnurrer med varme krydderier og marcipan (giver cirka 12-15 snurrer)

5 dl kold sødmælk
50 gram gær
1 æg
1000 gram hvedemel
150 gram sukker
10 gram salt
15 g kardemomme
150 gram smør
(1 sammenpisket æg til pensling)

Rør gær ud i den kolde sødmælk. Tilsæt æg, sukker salt, kardemomme og hvedemelet (lidt efter lidt) imens du rører med køkkenmaskinens dejkrog på lav hastighed. Lad den ælte til den er glat og blank (det tager cirka 8 minutter).

Skær smørret i tern og kom den i dejen og ælt videre i yderligere 8 minutter til dejen igen er helt glat og blød. Lad dejen hvile lunt i 1,5 time tildækket. Slå herefter dejen ned, pak den ind i husholdingsfilm og læg den i køleskabet i en times tid.

Remonce

200 gram blødt smør
100 gram brun farin
100 gram sukker
200 gram revet marcipan
4 tsk kanel
2 tsk allehånde
2 tsk kardemomme
2 tsk nelliker

Rør eller pisk alle ingredienserne sammen til en en remonce.

Snoning

Nu kommer vi til den sjove del: hæld den afkølede dej ud på et meldrysset bord og rul den med en kagerulle ud til en rektangel på cirka 30×60 centimeter. Har du problemer med, at dejen trækker sig sammen, kan det være, at den er for kold. Dæk den da blot til i fem minutter og fortsæt herefter igen. Smør din remonce ud på dejen, så den ligger i et jævnt lag.

Fold nu en tredjedel af dejen ind mod midten og fold til sidst den sidste del indover den første, så din kanelsnurredej ligger i tre lag. Grib kagerullen igen og rul dejen ud så den cirka er 30×30 centimeter. Skær dejen ud i strimer, der er 30 centimeter lange og omkring 2-3 centimeter brede. Skær herefter en “slids” midt i strimlen, så den deles i to hele vejen ned med undtagelse af de første 3 centimeter. Sno herefter de to dele hver for sig. Sno dem herefter omkring hinanden, og sno til sidst den nu samlede strimmel ved at tage fat i hver ende og sno modsat så mange gange, det er muligt.

Tag nu den snoede dejstrimmel op og sno den to gange rundt om din hånds pege og langefinger. Du kan enten lægge enden ind under snurren eller få fat i enden på din dejstrimmel med fingrene, du har snoet snurren rundt om og hiv den ned “gennem” kanelsnurrens , så den hæftes fast.

Placer kanelsnurrene på en beklædt bageplade og lad dem hæve lunt og tildækket i en times tid. Pensl snurrene med et sammenpisket æg og bag dem ved 200 grader i cirka 13 minutter. Lad dem køle kort af på en rist, og nyd dem lune – frys dem også gerne ned, så har du altid lækre julesnurrer klar til uventede julegæster!

3 kommentarer

  • Kirsten Eriksen

    Jeg vil forsøge

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirsten Eriksen

    De ser lækre ud – vil de kunne fryses ned INDEN bagning. Det ville lette det – specielt hvis man vil bruge dem til et bruncharrangement og der er mange andre ting der skal være lune ved start.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • juulielykke@hotmail.com

      Hej Kirsten! Jeg har ikke prøvet det, men jeg vil tro, det kan lade sig gøre 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Chokoladekage - lagkage med mørk chokolade, appelsin og chokoladebånd