Chokoladekage med mørk chokolademousse og kirsebær

Hindbærcheesecake med kammerjunkebund

 En simpel forårsagtig cheesecake: den er lavet med kammerjunker og hindbær, så den er dejlig frisk. Jeg har lavet kagen i en 20 centimeters form, men hvis du ikke ejer sådan en, kan du sagtens vælge en anden størrelse, da intet skal bages: vælger du en større bliver den selvfølgelig blot lavere og omvendt.

Hindbærcheesecake med kammerjunkebund, 12 personer


Kammerjunkebund

300 gram kammerjunker
125 gram smør
en smule salt

Knus kiksene til helt fine krummer. Kom smørret i en lille gryde og smelt det heri. Hæld den smeltede smør ud over de knuste kammerjunker og rør det godt sammen. Tilsæt en lille smule salt. Find en kagering frem (omkring 20 centimeter i diameter) og placér den på et skærebræt beklædt med bagepapir. Kom eventuelt kageplast rundt i kanten på kageringen. Kom kikseblandingen i formen og pres bunden godt med bunden af et glas – ønsker du som jeg, at kiksenen går lidt op ad siderne, kan du presse dem herop ad også. Stil kiksebunden i fryseren imens du laver cheesecakefyldet.

Hindbærsirup til cheesecaken

250 gram hindbær
saft fra én citron
1 dl sukker
1 blad husblas

Udblød husblas i koldt vand i 10 minutter. Kom hindbær, citronsaft og sukker i en lille gryde og varm det op til kogepunktet. Lad det simre i i fem-ti minutter og tag det herefter af varmen. Si saften ned i en skål og kom den udblødte husblas heri. Stil den til side, den skal bruges til cheesecakefyldet.

Cheesecake med hindbær

2 deciliter af hindbærsiruppen
6 blade husblas
300 gram Philadelphia
200 gram sukker
300 gram hvid chokolade
300 ml piskefløde

Udblød husblassen i koldt vand i mindst 10 minutter. Varm hindbærsiruppen op i en lille gryde. Når den er lige under kogepunktet tages gryden af varmen, husblassen vrides fri for vand og røres ud i den varme saft. Lad den køle af til håndvarm. Pisk Philadelphia og sukker let og luftigt i en skål. Smelt den hvide chokolade i en anden skål over vandbad, og vend den herefter forsigtigt i ostefyldet. Tilfør herefter den håndvarme sirup, og arbejd den ind i ostefyldet til massen er homogen og glat. Pisk fløden til let skum – pas på ikke at overpiske den. Vend den herefter i ostemassen til denne igen er glat. Fordel fyldet ovenpå kiksebunden. Hvis du ønsker at pynte din kage med moussebomber, kan en smule af ostefyldet hældes i silikoneforme – husk blot, at din fryser skal kunne fryse rimelig koldt, før at de kan komme pænt ud af formene (jeg har brugt den form fra Silikomart, der hedder Micro Stone) . Sæt kagen i fryseren i mindst fire timer og helst natten over.

Hvid chokoladecremeux

0,75 blad husblas
2 æggeblommer
15 gram sukker
140 gram hvid chokolade
160 ml piskefløde
2 tsk frysetørret hindbær (kan undlades)

Udblød husblassen i koldt vand i 15 minutter. Hak den hvide chokolade og kom den i en skål. Pisk æggeblommerne sammen med sukkeret ganske kort. Varm fløden op i en lille gryde, hæld det herefter i den piskede æggemasse. Kom denne tilbage i gryden og varm den op til 83 grader under konstant omrøring. Sigt cremen ned i en anden skål, vrid husblassen fri for vand og rør den ud i den varme creme. Hæld cremen ud over den hakkede chokolade og rør rundt i skålen indtil massen samler sig og bliver blank. Tilsæt den frysetørrede hindbær og stil cremen på køl i et par timer. Frigiv kagen fra formen og placér den på det fad, du ønsker at servere den på (det er nemmest at gøre, imens den stadig er frossen. Frigiv moussebomberne fra formen og placér dem tilfældigt ovenpå kagen. Kom cremen i en sprøjtepose med takket tyl og sprøjt den ud på den færdige kage. Udover moussebomber og crmeeux har jeg pyntet kagen med chokoladeperler, skovsyre og frisk timian.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Chokoladekage med mørk chokolademousse og kirsebær