Tærte med lakrids, karamel og hindbær

Hasselnøddetærte med mælkechokolade

 

En sød tærte fyldt med hasselnødder og mælkechokolade: Tærten er fyldt med en hasselnøddefrangipane, hele hasselnødder, og ovenpå lægger en cremet ganache. Hasselnøddemelet er købt syd for grænsen, men kan du ikke finde det i Danmark, så kan du bare riste og blende hasselnødderne selv. Spiralen er lavet med Silikomarts Toubillonform.

Hasselnøddetærte med mælkechokolade, 8-10 personer


Kakaomørdej

150 g mel
100 g koldt smør
60 g flormelis
15 g kakaopulver
1 æggeblomme

Kom mel, kakao og flormelis i en stor skål. Afvej dit smør og riv det på det grove jern. På den måde får du fordelt smørret i mange små stykker i dejen, og den bliver derfor lettere at arbejde med. Rør nu rundt i skålen (jeg bruger bare en grydeske) til smørret er findelt og blandet godt sammen med de tørre ingredienser. Tilsæt herefter din æggeblomme og rør rundt igen. Der vil gå lidt tid før dejen samler sig til en mørdej – brug eventuelt dine hænder, da de vil varme dejen en smule op og dermed samle den. Når dejen er samlet, så skal du helst ikke røre mere ved den – den skal ikke blive for varm. Placér mørdejen på et stykke bagepapir og tryk den let ud. Sæt nu mørdejen på køl i en times tid. Hviletiden er vigtig for, at du senere kan arbejde med mørdejen, så lad den hvile og blive kolde på køl. Imens kan du gå i gang med din frangipane.

 

Hasselnøddefrangipane

70 gram hasselnøddemel
85 gram sukker
70 gram smør (blødt)
1 æg (stuetemperatur)
en håndfuld hele hasselnødder (ristede og afskallede)

Pisk alle ingredienserne, med undtagelse af de hele hasselnødder, hvidt og luftigt.

Tag mørdejen ud af køleskabet. Rul den helt tynd (3-5 mm), og ‘stik’ den ud med en perforeret tærteform på 20 centimeter (Eller rul den ud og placér den i en tærtering). Hvis du bruger en perforeret tærteform, skæres kantes ligeledes ud og til. Stil nu tærten tilbage på køl og lad  den stå i en halv times tid imens ovnen varmes op til 180 grader (almindelig ovn) – hvis mørdejen er helt kold når den kommer i ovnen, holder den formen bedre.

Tag tærtebunden ud, fordel  hasselnøddefrangipanen ovenpå (tærten skal fyldes 2/3 op), og placér de ristede hasselnødder i. Bag tærten ved 180 grader almindelig ovn i 20-25 minutter – tærten skal være mørkgylden. Tag tærten ud og lad den køle helt af inden du fjerner den fra formen!

Mælkechokoladeganache

100 gram god mælkechokolade
50 gram fløde
en smule salt

Kom chokoladen i en skål. Kom fløde op i en lille gryde og varm det op til kogepunktet. Hæld det ud over chokoladen, og lad det stå i et par minutter. Rør rundt til ganachen samler sig og bliver blank. Smag den til med salt og fordel den på den afkølede frangipane.

Chokoladespiral

0,5 blad husblas
1 æggeblommer
10 gram sukker
70 gram mælkechokolade
80 ml piskefløde
en smule salt

Udblød husblassen i koldt vand i 15 minutter. Hak chokoladen og kom den i en skål. Pisk æggeblommerne sammen med sukkeret ganske kort. Varm fløden op i en lille gryde, hæld det herefter i den piskede æggemasse. Kom denne tilbage i gryden og varm den op til 83 grader under konstant omrøring. Sigt cremen ned i en anden skål, vrid husblassen fri for vand og rør den ud i den varme creme. Hæld cremen ud over den hakkede chokolade og rør rundt i skålen indtil massen samler sig og bliver blank. Tilsæt en smule salt og hæld cremen i en spiralform (jeg bruger Tourbillon fra Silkomart) og stilles i fryseren i mindst tre timer. Cremen skal være helt hård, når du fjerner den fra fryseren (stil gerne din fryser på det koldeste, den kan – det er tit det, der skal til for at det lykkes) – den resterende creme dækkes til med husholdningsfilm (helt ned, så den rører cremen) og sættes på køl i køleskabet i et par timer.

Pynt tærten med spiralen, eventuelt lidt ekstra cremeux, skovsyre, blomster og hele hasselnødder.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tærte med lakrids, karamel og hindbær