vegetariske kødboller i masalasauce

Vaniljelagkage med hindbær, streusel og creme cheese

Jeg brugte mine sene aftentimer i mandags på at konstruere denne lagkage. For mit vedkommende er den en perfekt balance mellem elegance og det rustikke – ikke for pussenusset, men bestemt ikke fri for bær og pynt. Kagen består af vaniljebunde, hjemmelavet hindbærfyld, kanelstreusel og en creme cheese smørfrosting. Hvis du ikke er til kanel, kan det sagtens undværes, men jeg synes, det passer fantastisk til den syrlige hindbær og den søde frosting. Jeg lavede min lagkage i forholdsvis små springforme (12 cm) – men er du ikke indehaver af disse, kan du enten lave en dobbelt portion, eller nøjes med to bunde i stedet for én. Kagen indeholder flere elementer, men hvis du har tid og mod på at give dig i kast med det er alle elementerne forholdsvis simple, og kagen kræver ingen tekniske færdigheder eller specielt udstyr! Jeg har valgt at lave min kage med hindbær – det kan gøres med hvilket som helst bær, vær dog opmærksom på, at mængden af vand kan ændre sig alt efter hvilket bær, du vælger.

Vaniljelagkage med hindbær, streusel og creme cheese, 8 personer

inspiration: thewoodandspoon

Streusel

40 gram hvedemel

70 gram sukker eller brun farin (jeg brugte brun farin – jeg tænkte, den let brændte smag ville klæde kagen)

30 gram havregryn

1/2 tsk salt

1/2 tsk kanel (kan undlades)

40 gram smeltet smør

 

Hindbærfyldet

150 gram frosne hindbær

1 spsk majsstivelse

2 tsk vand

50 gram sukker

 

Vaniljebunde

160 gram hvedemel

1,5 tsk bagepulver

1 tsk salt

110 gram smør (stuetemperatur)

100 gram sukker

80 gram brun farin (almindelig sukker kan også bruges)

2 æg (stuetemperatur)

180 ml mælk

1 tsk vaniljepulver

 

Creme cheese smørfrosting

140 gram smør (stuetemperatur)

110 gram Philadelphia

en smule salt

1 tsk vaniljepulver

340 gram flormelis

 

Fremgangsmåde

Streusel

Start med at tænde ovnen på 175 grader, almindelig ovn. Bland mel, brun farin, havregryn og salt sammen i en skål. Smelt smørret og hæld det over resten af ingredienserne. Bland det hele godt sammen, så det smeltede smør er godt fordelt. Spred herligheden ud på en beklædt bageplade og sæt den i ovnen i 10 minutter, eller indtil din streusel er gyldenbrun. Lad det køle helt af inden du bruger det til kagen. Lad ovnen være tændt på 175 grader – du skal bruge den til bundene.

Hindbærfyldet

Kom alle ingredienserne i en lille gryde og varm det forsigtig op ved middelvarme. Rør godt rundt under opvarmningen så alle bærrene dækkes af både vand, sukker og majsstivelse. Når fyldet er ved at være fri for store stykker hindbær, bringes massen i kog under omrøring  indtil den tykner en smule. Tag herefter gryden af varmen og hæld hindbærfyldet op i en mindre skål og sæt den på køl. Tillad også dette at køle helt af inden det bruges til kagen.

Vaniljebunde

Forbered springforme (jeg brugte som sagt forme på 12 cm) ved at smøre siderne med fedtstof og beklæde bunden med bagepapir.

I en lille skål blandes hvedemel, bagepulver, vaniljepulver og salt. Sæt skålen til side.

I en stor skål (eller i skålen til din køkkenmaskine) piskes smør, brun farin og sukker til konsistensen er let og luftig (jeg gav min cirka 2 minutter på middelniveau på køkkenmaskinen). Sørg for at skrabe siden af skålen regelmæssigt, så al smørret piskes med. Tilsæt herefter et æg ad gangen ved lav hastighed og stop med at piske når massen er homogen (lad være med at overpiske). Skrab atter siden af skålen og tilsæt nu 1/3 af de tørre ingredienser, efterfulgt af halvdelen af mælken. Pisk igen til massen er homogen og gentag herefter processen og afslut ved at tilføje den sidste tredjedel af de tørre ingredienser.

Fordel kagedejen lige i de tre forme og bag bundene i den 175 grader varme ovn i 20 minutter eller indtil en nål eller lignende kan stikkes i kagen og tages op uden dej på. Lad bundene køle HELT af inden kagen samles.

Creme cheese smørfrosting

i en stor skål (eller atter i skålen til din køkkenmaskine) piskes smør på middelhastighed (jeg brugte hastighed 4 på min køkkenmaskine) i cirka 2-3 minutter indtil smørren er let og cremet (husk igen at skrabe skålens kanter regelmæssigt for at indarbejde det hele). Tilføj herefter din creme cheese og pisk denne med smørren i endnu et minuts tid. Tilføj salt, vanilje og flormelis og pisk ved lav hastighed til ingredienserne er blevet en homogen frosting – lad igen være med at overpiske, da du risikerer at frostingen bliver for flydende – hvis du synes, at konsistensen er for tyk eller ønsker den mere cremet kan du tilsætte en spsk mælk eller fløde for den rigtige konsistens (jeg følte dog ikke behøvet). Hvis ikke frostingen skal sprøjtes på med det samme, sættes den på køl.

Samlingen af kagen

Jeg brugte en sprøjtepose til at fordele min frosting (hvis du ikke ligger inde med sådan en, kan du blot bruge en almindelig frysepose, hvor du klipper en hul i hjørnet).

Hvis dine bunde er meget ujævne kan du bruge en takket kniv til en udligne dem. Placér den første bund på det ønskede fad eller tallerken. Hvis du har fornemmelsen af, at bunden ligger løst og vil komme til at skøjte rundt, placer da bare en lille klat frosting på dit fad, så bliver bunden, hvor den skal.

Kom frostingen op i en sprøjtepose eller lignende og sprøjt en “rande” rundt på kanten af din bund. Randen skal gerne være cirka en centimeter høj for at undgå, at hindbærfyldet flyder ud. Fordel herefter halvdelen af hindbærfyldet i midten og drys herefter 1/3 af din streusel ovenpå. Placér den anden kagebund herpå og gentag processen. Placer den sidste bund på toppen og fordel et tyndt lag frosting ud over hele kagen (crumb coating). Du kan sætte kagen på køl, hvis du som mig ønsker at give kagen et ekstra lag frosting på toppen eller du kan blot lade den være, som den er. Dekorer toppen af kagen som du ønsker: jeg valgte (kæmpe!) brombær, det sidste af min kanelstreusel og syrenblomster.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

vegetariske kødboller i masalasauce