Cookielagkage med cremet smørfrosting

Jeg er et meget kageglad menneske, det er ingen hemmelighed. Dem der kender mig godt ved dog også, at jeg - til trods for kæmpe kageelsker - ikke er fan af lagkager. Det har aldrig rigtig sagt mig noget, og det er nok også det eneste tidspunkt, hvor jeg kan finde på at sige nej til kage (jeg siger finde på fordi det HÆNDER - lagkage er jo stadig kage). Men det gik op for mig, at lagkage jo ikke er ens betydende med kagecreme, flødeskum, slatne bananskiver og Karen Volf-bunde (som er de ting jeg forbinder og ikke bryder mig om ved traditionelle lagkager). En lagkage er jo egentlig bare en lagkage - en kage i lag - og så er der jo pludselig tusindvis af forskellige kombinationer. Jeg måtte prøve en cookie ovenpå en cookie ovenpå en cookie ovenpå en cookie... helst holdt sammen af butterfrosting. Og ja, det smager akkurat så fantastisk som det lyder (i hvert fald, hvis du spørger mig) og hvis ikke billederne sælger, så ved jeg ikke, hvad gør. Cookielagkage (8-10 personer) Cookies 240 gram mel 1 tsk salt 140 gram smør (stuetemperatur) 145 gram brun farin 115 gram sukker 1 1/2 tsk vaniljesukker 1 æg 1/2 tsk natron 1 tsk bagepulver 150 gram chokolade efter eget valg: jeg brugte halv lys halv hvid   Butterfrosting 500 gram flormelis 200 gram smør (stuetemperatur) 1/2 deciliter piskefløde   Pisk smør, brun farin og sukker godt sammen. Tilsæt ægget og pisk igen. Tilsæt bagepulver, natron, salt, vaniljesukker og mel og pisk igen. Hak chokoladen og bland dem sammen med cookiedejen. Del dejen i 6 lige store stykker (mine vejede cirka 140 gram hver). Rul dem til kugler og placer dem på bageplader. Hav maks 2 cookiekugler på hver bageplade, da de flyder ud. Pres dejen flad med hænderne og bag dem ved 175 grader almindelig ovn i 13-14 minutter. Lad kagerne køle af mens du laver din frosting. Pisk flormelis og smør ved stuetemperatur sammen til en samlet, homogen masse. tilsæt fløden og pisk igen. Saml kagen ved at toppe 5 af kagerne med butterfrosting (lad den 6. være). Stak dine cookies ovenpå hinanden og slut af med den sidste uden frosting. Kagen kan spises med det samme eller sættes på køl og nydes på et senere tidspunkt <3