Klassisk hvid chokolade-cheesecake med kiksebund og friske bær

Selvom sommeren for længst er gået på hæld og de friske bær er uden for sæson, så skal i ikke snydes for opskriften på klassisk kiksebundscheesecake med hvid chokolade. Kagen skal ikke bages, hvilket jeg elsker – det betyder nemlig, at man kan lave den præcis så høj og stor, man vil, uden at skulle tænke på ekstra eller mindre bagetid. Denne version har jeg lavet i en 24 centimeters springform – halvér den, hvis du har en 16 centimeters kagering eller lignende, eller gang den med halvanden, hvis du har en, der er endnu større – du bestemmer!
Klassisk hvid chokolade-cheesecake med kiksebund og friske bær
Kiksebund
- 150 gram smør
- 400 gram digistivekiks
Cheesecake
- 6 blade husblas
- 300 gram flødeost
- 200 gram sukker
- saft og skal fra 3-4 økologiske citroner
- 300 gram god hvid chokolade
- 3 dl piskefløde
Kiksebund
- Knus kiksene til krummer ved at komme dem i en pose og banke dem med en kagerulle.
- Smelt smørret i en lille gryde, og hæld det herefter i kikseblandingen og rør rundt igen.
- Placer en mousse- eller kagering (jeg bruger 24 centimeter) på en plade med bagepapir (gerne en, der kan gå i fryseren), fór eventuelt med kageplast, og fordel kiksemassen heri – Sørg for at presse bunden godt med dine fingre. Kom bunden på køl imens du laver fyldet.
Cheesecake
- Udblød husblassen i koldt vand i 15 minutter.
-
Pres og riv citronen og varm det herefter op i gryde. Rør den udblødte husblas ud heri. Lad saften køle af til håndvarm.
- Pisk flødeost og sukker luftig i en skål.
- Smelt den hvide chokolade i en skål over vandbad, og vend den forsigtigt i ostemassen.
-
Vend den håndvarme citronsaft i.
- Pisk piskefløden til skum og vend den forsigtigt i ostemassen (pas på ikke at overpiske).
-
Fordel massen oven på kikse, og sæt kagen på frys indtil den har sat sig.
Pynt din cheesecake som du har lyst: jeg valgte sommerens bær, men det er kun fantasien, der sætter grænser!
Cheesecakefyldet er oprindeligt fundet hos dygtige Maja Vase
Den ser bare lækker ud, tror du jeg kan erstatte sukkeret med sød? Da min mand har fået sukkersyge.