Verdens bedste bolognese

Bolognese (eller kødsovs, hvis man foretrækker det) er en af de retter, der for mig altid har været lidt svær. Jeg knuselsker det, men jeg har haft svært ved at knække koden til, hvordan det skulle laves, præcis som jeg godt kan lide den. Jeg har prøvet mange gange, og jeg føler endelig den er ved at være der! Det er en forholdsvis grøntsagsfyldt version uden at det kommer til udtryk på en speciel rustik måde. Jeg behøver i hvert fald ikke lede efter andre opskrifter. Den kræver lidt tid i køkkenet - dog ingenting i forhold til nogen opskrifter - men er bestemt ventetiden værd. Bolognese (2 personer) 400-500 gram hakket oksekød 3 små løg 2 store gulerødder 5 stænger bladselleri fem fed hvidløg en dåse koncentreret tomatpasta en flaske tomatpure, 750 ml (fås i supermarkeder og er egentlig bare hakkede tomater, som er pureret - det foretrækker jeg selv) 2 spsk "bolognesekrydderi" (en blanding af paprika, hvidløg, sort peber, chili, allehånde, koriander, nelliker og spidskommen - man kan sagtens nøjes med dem man har, men det er virkelig krydderierne, der gør forskellen)   Fremgangsmåde: Skræl og riv gulerødder, løg, og bladselleri på et rivejern (jeg river selleri og løg på "den store" og gulerødder på "den lille". kom de revede grøntsager samt de pressede hvidløg i en gryde med lidt olie og steg det ved høj varme i cirka 5 minutter. kom grøntsagsblandingen i en si og dræn den for væske. I samme gryde tilføjes en ny klat olie og kødet brunes. Når kødet er brunt tilføjes de drænede grøntsager, bolognesekrydderi, 2 store spsk tomatpasta samt en flaske tomatpure. Sæt låg på gryden og lad den simre ved lav til middelvarme i 1-2 timer (jo længere jo bedre bliver den). Smag til sidst saucen til med salt og peber. Servér bolognesen med pastaen du bedst kan lide, Philadelphia (det er virkelig lækkert!) og parmesan.