Overnight oats med kakao, banan og chiafrø

Intet, absolut intet, slår - i min verden - en grød til morgenmad. Det mætter, det smager himmelsk, og det kan varieres i det uendelige. Jeg spiser som regel en almindelig varm havregrød med skyr, bær og peanutbutter, men af og til skal der være lidt afveksling. Denne består af havegryn, chiafrø, banan og kakao, der har fået lov til at stå i køleskabet natten over - heraf navnet. I morges fik den selskab af karamelliserede bananer og hasselnødder, kakaonibs og kokosflager - en virkelig luksuriøs morgenmad, som ikke kræver alverden. Overnight oats med kakao, banan og chiafrø (1 stor portion) 1 banan 1 dl havregryn 1 dl vand 1 spsk chiafrø 1 tsk kakaopulver en smule salt En lille håndfuld hasselnødder en smule sirup Bland halvdelen af bananen (most) sammen med resten af ingredienserne til en grød. Stil den i køleskabet natten over. Dagen efter skæres den resterende halvdel af bananen i ønskede skiver. Kom en smule kokosolie på en pande, og varm den op ved middelvarme. Steg bananerne og hasselnødderne herpå. Når bananerne begynder at tage farve, hældes den ønskede mængde sirup på panden - jeg kan godt lide, at de er ekstra søde, så jeg sparer ikke her (jeg giver den cirka 2 store spsk). Steg bananskiverne til de er gyldne. Nyd den kold med lune bananer og drys med kakaonibs og kokosflager som jeg - eller hvad du lige har lyst til.