Små tærter med kaffe og vanilje

Små søde tærter med kiks, kaffe og vanilje. Tærterne kan sagtens laves om til én stor tærte, som enten kan laves i en tærteform eller en kagering. Vaniljemoussen er fløjsblød og passer perfekt til kaffe!
Små tærter med kaffe og vanilje – giver 4 små tærter
Kiksebund med kaffe
200 g havrekiks
50 g smør
50 g hvid chokolade
2 spsk fintmalet kaffe
- Kom kiks og kaffe i en minihakker og mal det til fine krummer. Har du ikke en minihakker, kan du komme det i en plastikpose og banke det med en kagerulle.
- Smelt smørret, og bland det sammen med kikseblandingen.
- Smelt chokoladen over vandbad, og vend i.
- Placér et stykke bagepapir og fire små tærteringe på et skærebræt – tærteringene kan også erstattes af kageringe, hvis du har det – alternativt kan kagen også laves som én stor tærte.
- Kom kiksefyldet i ringene, og pres med hjælp fra et lille glas kiksemassen ud til siderne. Skær kanten til med en kniv, og sæt bundene på frys imens du laver moussen.
Vaniljemouse
2 blade husblas
4 æggeblommer
4 spsk sukker
kornene fra en vaniljestang eller 1,5 tsk vaniljepaste
2,5 dl piskefløde
- Udblød husblassen i koldt vand i ti minutter. Kom æggeblommerne, sukkeret og vaniljen (fjernet fra stangen med en spsk sukker) i en skål og varm dem op ved svag til middel varme over vandbad.
- Rør i det hele tiden og hold øje med varmen. Når æggemassen er varm røres den udblødte husblas ud heri.
- I en anden skål piskes fløden til let skum. Vend forsigtig – lidt ad gangen – piskefløden i æggesnapsen til moussen er homogen.
- Hæld nu moussen i tærterne, og kom det resterende i silikoneform – jeg bruger quenelleformen fra Silikomart.
- Stil tærterne på frys, til moussen har sat sig.
Kaffe/Karamelcremeux
0,5 blad husblas
80 gram karamelchokolade – jeg bruger Gold fra Callebaut
1-2 spsk fintmalet kaffe
1 æggeblomme
10 gram sukker
0,8 dl piskefløde
- Hak chokoladen fint og kom den i en skål.
- Varm fløde og fintmalet kaffe op til lige under kogepunktet i en lille gryde.
- Pisk ganske kort æggeblommer og sukker sammen i skål.
- Hæld den varme fløde i æggesnapsen, rør rundt og hæld det hele tilbage i gryden igen.
- Varm ved svag til middel varme blandingen op til 84 grader under konstant omrøring.
- Sigt den 84 grader varme creme, tilsæt husblas, rør rundt og hæld cremen over chokoladen. Rør rundt til cremeuxen samler sig og er homogen.
- Læg et stykke husfilm helt ned på cremen, og sæt den til at køle af i køleskabet eller på køkkenbordet.
- Når cremen er kølet af, kommes denne i en sprøjtepose med en rund tyl.
Pynt kagerne med en vaniljequenelle, lidt kaffecremeux, spiselige blomster og en lakridskugle fra Johan Bülow. Nyd!
Fintmalet kaffe: er det bare helt alm kaffe som man køber i poser?