Chokolade- og kirsebærbombe - valnøddebund, chokoladetrøffel, praliné og kirsebærmousse

Mælkechokoladecheesecake med kakaokiksebund, saltkaramel, chokoladecremeux og karamelbark

Jeg har længe gerne ville forsøge mig med en mælkechokoladecheesecake, og det her er resultatet. Hvis man knuselsker cheesecake er denne version en smule anderledes – den er ikke syrlig på samme måde som en hvid cheesecake, men minder meget om mousse i smagen. Et godt alternativ til dem, der ikke kan lide cheesecake – for de vil helt sikkert godt kunne lide den her! Det er selvfølgelig op til dig selv, om du ønsker at kaste dig ud i cremeuxspiralen – den kan være vanskelig! Hvis du ikke ejer formen, kan du sagtens sprøjte cremeuxen ud på cheesecaken eller helt undvære den.

Mælkechokoladecheesecake med kakaokiksebund, saltkaramel, chokoladecremeux og karamelbark

Kakaokiksebund

  • 200 gram digistivekiks
  • 75 gram smør
  • 3 tsk kakaopulver

Saltkaramel

  • 160 g sukker
  • 200 ml piskefløde
  • 40 g smør
  • 1 tsk salt

Mælkechokoladecheesecake

  • 3 blade husblas
  • 150 gram Philadelphia
  • 100 gram sukker
  • 1 dl piskefløde (til opvarmning)
  • 150 gram mælkechokolade
  • 150 ml piskefløde (pisket til skum)

Mælkechokoladecremeux

  • 1 blad husblas
  • 140 gram mælkechokolade
  • 2 æggeblommer
  • 15 gram sukker
  • 160 ml piskefløde

Karamelbark

  • 100 gram sukker

Kakaokiksebund

  1. Knus kiksene til krummer ved at komme dem i en pose og banke dem med en kagerulle. Tilsæt kakaopulver og rør rundt.
  2. Smelt smørret i en lille gryde, og hæld det herefter i kikseblandingen og rør rundt igen.
  3. Placer en mousse- eller kagering (16 centimeter) på en plade med bagepapir (gerne en, der kan gå i fryseren), for eventuelt med kageplast, og fordel kiksemassen heri – kom eventuelt massen lidt op ad kanterne, hvis du som jeg godt kan lide det udtryk. Sørg for, at presse bunden godt med dine fingre. Kom bunden på køl imens du laver fyldet.

Saltkaramel

  1. Smelt sukkeret til en lysebrun karamel i en stor gryde. Opvarm i en anden gryde fløden. Når sukkeret er lysebrunt og alle sukkerkornene er smeltet, tages den af varmen. Tilsæt lidt efter lidt den varme fløde under konstant piskning – det er vigtigt, at du ikke hælder for meget i ad gangen: det vil få sukkeret til at klumpe sammen. Kom karamellen tilbage over varmen og rør rundt til den er homogen og tyknet. Tilsæt smørret, rør rundt og lad karamellen køle en smule af. Smag til med salt. Hæld den herefter ud over den afkølede kiksebund.

Mælkechokoladecheesecake

  1. Udblød husblassen i koldt vand i mindst 10 minutter. Varm 1 dl fløde op i en lille gryde. Når den er lige under kogepunktet tages gryden af varmen, husblassen vrides fri for vand og røres ud i den varme fløde. Lad den køle af til håndvarm.
  2. Philadelphia og sukker piskes let og luftigt i en skål.
  3. Smelt mælkechokoladen i en skål over vandbad, og vend den herefter forsigtigt i ostefyldet. Tilfør herefter den håndvarme fløde, og arbejd den ind i ostefyldet til massen er homogen og glat.
  4. Pisk fløden til let skum ? pas på ikke at overpiske den. Vend den herefter i ostemassen til denne er glat.
  5. Fordel fyldet oven på karamellen og sæt kagen i køleskabet i 3-4 timer eller natten over ? skal den serveres hurtigt, kan du som sagt sætte den på frys i et par timer.
  6. Når kagen har sat sig, tages den ud af kageringen. Placér den gerne frossen på det fad, du gerne vil serverer den på, den er meget lettere at flytte rundt med, når den er helt kold.

Mælkechokoladecremeux

  1. Hak chokoladen fint og kom den i en skål.
  2. Varm fløden op til lige under kogepunktet i en lille gryde
  3. Pisk ganske kort æggeblommer og sukker sammen.
  4. Hæld den varme fløde i æggesnapsen, rør rundt og hæld det hele tilbage i gryden igen.
  5. Varm ved svag til middel varme blandingen op til 83 grader under konstant omrøring.
  6. Sigt den 83 grader varme creme, tilsæt husblas, rør rundt og hæld cremen over chokoladen. Rør rundt til cremeuxen samler sig og bliver helt blank.
  7. Fyld én af spiralerne i din silikoneform med cremen og lad cremen sætte sig natten over. Tag spiralen ud af formen og placér den på din kolde kage.

Karamelbark

  1. Smelt sukkeret til gylden karamel i en gryde. Hæld den varme sukkermasse ud på et stykke bagepapir og lad den køle af. Knæk den herefter i store stykker og stik den i din cremeuxspiral. Pynt yderligere med karamelkugler, skovsyre og guldblad.

19 kommentarer

  • Malene

    Hej
    Hvis cremeuxen skal sprøjtes på, vil du så bare lade den hvile i posen natten over eller ville du piske den op?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Malene

      OK … det behøver du ikke svare på! Der er jo husblas i …

      Den ligger nu i køleskabet til i morgen. #ammehjerne ‍♀️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • julielykke1256

      Held og lykke med det! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hejsa
    Har du et godt trick til at få den ud af spiralformen?
    Min cremeux nægter stædigt at bo nogen som helst andre steder end i sin form. Jeg har haft den frys. Kunne heldigvis skrabe den ud og bruge den i sprøjteepose, men ville jo gerne have den i den form
    Mvh Line

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julielykke1256

      Hej Line! Hvis den ikke vil ud er der desværre ikke så meget at gøre. Hvis temperaturen ikke er helt præcis eller hvis den ikke har været frosset koldt nok, så vil den bare ikke slippe! (jeg har også prøvet det selv). Mit bedste tip er at sørge for, at cremen bliver varm nok, og at den fryses på det koldeste sted i fryseren (gerne langt inde og gerne direkte på bunden).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte

    Hej,
    Kan cremeuxen sprøjtes på i små toppe med en tyl, eller vil du hellere anbefale at støbe i små silikone halvkugle-forme og placere ovenpå?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julielykke1256

      Det kan den sagtens, det har jeg også gjort på to af mine kager 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura Krogsøe

    Hejsa

    Super smuk kage som jeg skal kreere en af dagene….
    Du skriver at når moussen er lavet og puttet på karamellem skal den i køleskab (evt. et par timer på frys) natten over. Bagefter skriver du at man skal placere den frosne kage på det fad den skal præsenteres på..
    Men hvis den har været i køleskabet natten over er den jo ikke frossen :-). Betyder det at du anbefaler at den kommer på frys eller kan den godt blive “kold” nok i køkleskab?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julielykke1256

      hej med dig Laura!

      Det skriver jeg, fordi jeg altid lader den stå på frys natten over – ja. Det giver det smukkeste resultat, men er ikke en nødvendighed! Så det er helt op til dig, men det er meget lettere at arbejde med, flytte rundt med og gøre pæn, hvis den får lov at komme på frys 🙂 Giver det mening?

      Hilsen Julie 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Laura Krogsøe

      Bestemt. Frys er et hit.
      Jeg har kastet mig over den og glæder mig til at servere den for mine gæster.
      Lige en sidste (nok banal) ting,. Du skriver ikke at husblas skal opblødes i koldt vand inden brug (under opskriften på cremeux). Men det skal den ALTID ik? Den gang jeg var helt nybegynder kunne jeg sagtens komme til at høvle uopblødt husblas i, er jeg bange for 🙂 🙂

      Tak for en dejlig blog, jeg føler mig max inspireret af den.

      Hilsen Laura

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • julielykke1256

      Jo, den skal den altid! Jeg garanterer ikke for resultatet, hvis den ikke bliver 😉

      Det er jeg glad for at høre, Laura!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Hvor har du købt din spiralform?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julielykke1256

      Hej Lea. Dener købt i kunst og køkkentøj 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone Simonsen

    Saltkaramel uden salt ? er det ikke almindelig karamel ?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julielykke1256

      Hej Lone! Jo, det er det det da bestemt – men der skal nu salt i! 🙂 Jeg har tilføjet det til opskriften nu!
      God dag

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte Espersen

    Jeg er lidt i tvivl om du har skrevet forkert i opskriften. For i mælkechokoladecheese cremen står der man skal bruge hvid shokolade, men længere nede står der man skal smelte mælkechokoladen. Jeg vil vælge mælkechokoladen til cheese cremen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julielykke1256

      Hej Lotte!

      Det er simpelthen en fejl! Det er mælkechokolade, du skal bruge. Jeg får det lige rettet 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg har for nylig opdaget din fine blog og insta -det er jo helt vildt smukke og fine kager du serverer gang på gang!
    Jeg har et ønske.. kunne du mon lokkes til at lave et indlæg om hvilket grej du bruger og /eller vil anbefale? Jeg er ikke den store køkkenhaj og vil elske, at få lidt tips til godt grej, så jeg ikke ender med køb, som jeg vil fortryde

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julielykke1256

      Hej med dig, Louise! Tusind, tusind tak for de søde ord! Jo, det lyder som en rigtig god idé – den vil jeg lige brygge lidt på! God dag til dig! Hilsen Julie 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Chokolade- og kirsebærbombe - valnøddebund, chokoladetrøffel, praliné og kirsebærmousse