Koldhævede manitobastykker uden surdej

Skovbærcheesecake med knasende peanutbund og skovbærganache

Der var efterspørgsel på den barnedåbskage jeg lavede for et par uger siden, så her får i opskriften. Kagen er stor, så opskriften kan sagtens reduceres (eventuelt til halv størrelse). Jeg har brugt en 24 centimeters springform, men jeg vil anbefale at gå ned til 22 centimeter, for at få lidt mere højde på kagen. Der er ingen bagetid, så det er ikke noget, der kommer til at påvirke opskriften. Er du ikke til skovbær, eller har du bare et andet bær, du skal have brugt, så kan du selvfølgelig erstatte, som du har lyst til – det samme gælder med chokoladen. Jeg har lavet en cremeux med karamelchokolade og almindelig mælkehokolade til at pynte kagen med – du kan finde opskriften her.

Skovbærcheesecake med knasende peanutbund og skovbærganache

Peanutbund

  • 200 gram karamelchokolade (jeg brugte Callebauts Gold, men den kan erstattes af den chokolade, du foretrækker)
  • 100 gram peanutbutter
  • 60 gram peanuts
  • 50 gram cornflakes
  • en smule salt

Skovbærsirup

  • 600 g skovbær (frosne)
  • Saft fra 2 citroner
  • 1 dl sukker
  • 2 blade husblas

Skovbærganache

  • 200 gram hvid chokolade
  • 50 ml af skovbærsiruppen
  • 50 ml piskefløde

Skovbærcheesecake

  • 200 ml af skovbærsiruppen
  • 6 blade husblas
  • 300 gram Philadelphia
  • 200 gram sukker
  • 300 gram hvid chokolade
  • 300 ml piskefløde

Peanutbund

  1. Smelt chokoladen i en skål over vandbad. Tag skålen af varmen og rør peanutbutter i. Vend hakkede peanuts, cornflakes og salt i chokoladen. Placér en kagering (20-22 cm i diameter) på et skærebræt med bagepapir, kom eventuelt kageplast rundt i kanten, og fordel chokolademassen heri. Sæt bunden i fryseren, mens du laver det næste lag.

Skovbærsirup

  1. Udblød husblas i koldt vand i 10 minutter. Kom skovbær, citronsaft og sukker i en lille gryde og varm det op til kogepunktet. Lad det simre i i fem minutter og tag det herefter af varmen. Si saften ned i en skål og kom den udblødte husblas heri. Stil den til side – den skal bruges til både ganache og ostefyld.

Skovbærganache

  1. Smelt chokolade i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen. Bring fløde og skovbærsirup til kogepunktet i en gryde, og hæld det over chokoladen. Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, til ganachen samler sig og bliver smuk og blank – den kan godt virke til at ville skille en smule, men bliv blot ved – den skal nok blive blank. Fordel ganachen oven på den kolde chokoladebund og stil den tilbage i fryseren.

Ostefyld

  1. Udblød husblassen i koldt vand i mindst 10 minutter. Varm skovbærsirup op i en lille gryde. Når den er lige under kogepunktet tages gryden af varmen, husblassen vrides fri for vand og røres ud i den varme saft. Lad den køle af til håndvarm. Pisk Philadelphia og sukker let og luftigt i en skål. Smelt den hvide chokolade i en anden skål over vandbad, og vend den herefter forsigtigt i ostefyldet. Tilfør herefter den håndvarme sirup, og arbejd den ind i ostefyldet til massen er homogen og glat. Pisk fløden til let skum ? pas på ikke at overpiske den. Vend den herefter i ostemassen til denne igen er glat. Fordel det meste af fyldet oven på skovbærganachen. Hvis du ønsker at pynte din kage med moussebomber, kan en smule af ostefyldet hældes i silikoneforme – husk blot, at din fryser skal kunne fryse rimelig koldt, før at de kan komme pænt ud af formene. Sæt kagen i fryseren i mindst fire timer og helst natten over.

 

Pynt til kagen: Friske hindbær, cremeux (find link til opskrift længere oppe) og skovsyre

Jeg har smeltet noget Callebaut Gold, rørt en smule frysetørret solbær i og fordelt det ud på et stykke kageplast. Herefter har jeg med en skarp kniv skåret geometriske former ud og placeret dem på kagen.

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Koldhævede manitobastykker uden surdej